Information til deltagere

Hvis du har type 2 diabetes og vil deltage

Hvem kan deltage?

Hvis du opfylder kravene for at deltage i forsøget, dvs. du har type 2-diabetes, diagnosticeret inden for de sidste 6 år, er mellem 18 og 75 år og har et BMI på 27 eller derover, og du er blevet rekrutteret af din praktiserende læge vil du modtage information på et af Steno Diabetes Centrene i nærheden af dig. Hvis du fortsat ønsker at deltage i forsøget, vil du blive bedt om at underskrive en samtykkeerklæring. Selvom du har skrevet under, kan du til enhver tid trække dig fra forsøget.

Hvad får jeg ud af at deltage?

Uanset hvilket gruppe du kommer i, om det er gruppen der skal spise efter en kulhydratrig kost eller en kulhydratreduceret kost, får du vejledning og støtte i at spise sundt og vælge kulhydrat og fedt af høj kvalitet. Der er derfor ikke én af kostformerne der er mere usund end den anden. Derudover bliver du også anbefalet at begrænse indtaget af tilsat sukker. Desuden vil en stor del af proteinindholdet være af ikke-animalsk oprindelse, for på den måde, at spise mere bæredygtigt. Desuden får du tildelt din egen vægt, så du kan holde øje med dit vægttab derhjemme, samt et smartur der kan registrere din træning. Du får også gratis måltidskasser i noget af perioden.

Målet vil ligeledes være, at du opnår et stort vægttab i den første del af perioden, hvor du også her vil opnå et stabilt blodsukker og igennem hele perioden får du støtte og hjælp til vægttab og vedligeholdelse. Er du i en af grupperne der skal træne, vil du også her deltage på træningshold, samt få støtte og vejledning til din træning.

Studiedesign

Hvad går forsøget ud på?

Forsøget varer 2 år og alle undersøgelser, prøver, møder mm. Vil foregå i nærheden af dig. Før forsøget starter, vil du tilfældigt blive tildelt én af fem grupper, én af de fire kost- og træningsgrupper eller kontrolgruppen.

Kontrolgruppen

Er du en del af kontrolgruppen, vil du ikke skulle igennem nogle af faserne nævnt nedenfor, men vil blive behandlet hos din praktiserende læge ifølge de nationale guidelines. Du skal derfor fortsat følge den behandling du allerede er i gang med. Som en del af forsøget vil du stadig skulle deltage i de undersøgelser der udføres i starten af forsøget, efter 52 uger og 104 uger.

Interventionsgrupperne

Fase 1: vægttabsfase (fra uge 0-12)

I de første 12 uger vil du som deltager blive sat på en meget lavkaloriediæt ved brug af måltidserstatning der indeholder 800 kcal, 3 gange dagligt. Formålet er at tabe mindst 10 % af din nuværende vægt. Lykkedes du ikke med at opnå det ønskede vægttab, vil du stadig være med i forsøget, og kan bidrage med information. I fase 1, vil du møde ind hver 2. uge til et 2 timers gruppe forløb, som afholdes af en klinisk diætist. Her vil du få udleveret dine måltidserstatningsprodukter, og der vil være tid til udveksling af erfaringer samt støtte fra diætister og andre deltagere. Her vil du også blive vejet. En uge før fase 2 starter, vil du deltage i gruppebaseret undervisning og støttekonsultationer i 2 timer afholdt af en diætist. Her vil du blive introduceret til den kost du skal spise, og du vil bl.a. modtage opskrifter og madplaner baseret på dine personlige præferencer. Du vil også få udleveret en vægt som kan kobles til en app, så du kan veje dig derhjemme.

Fase 2: kost/træningsfase (fra uge 12-24)

Du vil blive tilfældigt fordelt i én af fire grupper, hvor du enten skal indtage en kulhydratreduceret diæt kombineret med træning, en kulhydratreduceret diæt uden træning, en kulhydratrig diæt kombineret med træning eller en kulhydratrig diæt uden træning.

Kostintervention

Du vil som deltager gradvist blive introduceret til din nye diæt samt evt. træning. I de første 6 uger vil du modtage gratis måltidskasser (startende med 1 måltid pr. dag, derefter 2 og til sidst 3 måltider pr. dag), mens du gradvist trapper ud af måltidserstatningerne fra vægttabsfasen. Sammen med støtte fra en diætist, vil du fra uge 19 og frem være klar til selv at købe og tilberede egne måltider i henhold til den tildelte interventionsgruppe. I løbet af den første uge vil der være mulighed for telefonisk rådgivning (30 min.) med en diætist. I løbet af den anden uge vil der være gruppebaseret undervisning og støtte afholdt af en diætist, og fra uge 3-6 vil der være løbende telefonisk rådgivning med en diætist, hver anden uge indtil påbegyndelse af vedligeholdelsesfasen

Træningsintervention

Er du i en af grupperne der skal træne, vil du få tilrettelagt et gruppebaseret program i en lokalt trænings-/gymnastikhal. Hvis du er blevet tildelt en af grupperne med højintensitetstræning, igangsættes dette fra uge 12-18 og øges gradvist til 3 træninger om ugen, alt efter dine præferencer. I fase 1 vil alle deltagerne blive instrueret i at vedligeholde deres nuværende fysiske aktivitetsniveau, og først i fase 2 vil træningen blive introduceret. Deltagerne får valget mellem 1-2 træningstyper, de skal deltage i 2-3 gange om ugen i resten af forsøget. Deltagerne instrueres i at deltage i to overvågede 60-minutters træningssessioner og en ikke overvåget session med højintensiv træning om ugen (overvåget via appen).

Alle deltagerne vil blive udstyret med et lår monteret accelerometer placeret på højre lår som måler din aktivitet, om du er stillesiddende, cykler, går, står osv. Du skal bære accelerometeret i 24 timer i 7-10 på hinanden følgende dage ved baseline, den sidste uge af TDR-fasen, uge 24, 52, 72 og 104. Du vil desuden blive udstyret med et GPS-baseret smartur der bl.a. kan måle din puls, søvnkvalitet mm.

Fase 3: vedligeholdelsesfasen (uge 24-104) Alle deltagere må spise ad libitum ifølge den kost de skal følge samt deres eventuelle træningsprogram.

Hvad forventes der af mig?

Når du deltager i forskningsprojektet, skal du stoppe med at tage medicin Under forsøget skal du så vidt muligt efterleve den diæt og eventuelle træning du er blevet tildelt. Derudover vil der i løbet af de 2 år forsøget foregår, blive foretaget målinger og prøver, og du skal svare på spørgeskemaer undervejs.

Er det sikkert for mig at deltage? Ja, der vil løbende være overvågning af dit helbred. Du vil bl.a. få målt dit blodsukker jævnligt. Der vil desuden være løbende overvågning af din kost, træning og kropsvægt ved hjælp af apps, smartur og andre enheder samt løbende støtte fra diætister og træningsfysiologer.

Baseret på tidligere forsøg er vi overbeviste om, at fordelene ved kost- og træningsændringer langt vil overskygge virkningerne af medicin mod diabetes og forhøjet blodtryk.