Baggrund for projektet

Behandlingen af personer med type 2-diabetes foregår primært i almen praksis, og en personcentreret tilgang er afgørende for at sikre gode behandlingsforløb. Nationale retningslinjer anbefaler, at personer med type 2-diabetes motiveres til at tage aktiv del i håndteringen af deres sygdom, hvilket kræver en indsigt i den enkeltes sygdomsoplevelse.

PRODIAP (Patient Rapporterede Oplysninger Diabetes I Almen Praksis) er et spørgeskema udviklet til at støtte denne proces. PRODIAP spørgeskemaet er udviklet i samarbejde med patienter med type 2-diabetes og behandlere fra almen praksis. I 2023 blev spørgeskemaet pilottestet i tre almen praksis, og her oplevede både behandlere og patienter, at spørgeskemaet havde en positiv effekt på årssamtalen og bidrog til, at behandlingen blev mere individualiseret.

Vi ønsker derfor at undersøge brugen af spørgeskemaet i et landsdækkende projekt.