Skip to main content

Arbejdspakke 4: Innovation

Denne arbejdspakke genererer forskningsbaseret viden om hverdagslivet med tidlig type 2-diabetes samt målgruppens adgang til og udbytte af eksisterende sundhedstilbud. Med en systemisk tilgang og gennem co-creation med borgere, kommuner, almen praksis, hospitaler og civilsamfund udvikler og afprøver vi nye, differentierede indsatser til målgruppen.

Målet er både at støtte den enkelte borger og at skabe systemiske forandringer gennem nye måder at organisere og levere differentieret støtte på.

Samarbejdspartnere

Udviklingen af relevante og bæredygtige indsatser kræver et tæt samarbejde med de aktører, der møder og støtter mennesker med tidlig type 2-diabetes i deres hverdag. Derfor samarbejder vi på tværs af sektorer og fagligheder for at bringe forskellige perspektiver, erfaringer og kompetencer i spil.

Kommuner

For at udvikle løsninger, der imødekommer behovene hos yngre voksne med type 2-diabetes, er det afgørende at samarbejde med kommunerne. Kommunerne har et indgående kendskab til borgerne, deres hverdagsliv og de udfordringer, de møder, og spiller samtidig en central rolle i at tilbyde støtte og vejledning. Kommunerne er derfor vigtige samarbejdspartnere både i forhold til at dele viden og erfaringer, udvikle nye løsninger i fællesskab og afprøve dem i praksis. Samarbejdet skal sikre, at de løsninger, vi udvikler, tager udgangspunkt i virkelige behov og kan fungere i en kommunal hverdag.

Vi samarbejder pr. oktober 2026 med følgende kommuner:

  • Aarhus Kommune

  • Lemvig Kommune

  • Hedensted Kommune

  • Horsens Kommune

  • Ikast-Brande Kommune

Almen praksis

Almen praksis spiller en central rolle i behandlingen af mennesker med type 2-diabetes. Det er ofte her, sygdommen diagnosticeres, og hvor borgerne har deres løbende kontakt til sundhedsvæsenet. Samarbejdet med almen praksis skal bidrage med viden om borgernes behov, møde med systemet og mulighederne for at skabe bedre sammenhæng mellem den støtte, der tilbydes i almen praksis, kommunerne og det øvrige sundhedsvæsen.

Forskning

Gennem forskning undersøger vi menneskers hverdagsliv med tidlig type 2-diabetes samt de organisatoriske og systemiske forhold, der har betydning for, hvordan behandling og støtte udvikles, afprøves og forankres i praksis.

Hverdagslivet med tidlig type 2-diabetes

Dette antropologiske projekt undersøger, hvordan mennesker med tidlig type 2-diabetes håndterer deres sygdom i hverdagslivet, herunder hvordan sygdomshåndteringen påvirkes af sociale relationer samt familie- og arbejdsliv. Derudover ser vi på, hvordan mennesker med tidlig type 2-diabetes oplever adgangen til, deltagelsen i og udbyttet af den behandling og støtte, de får i henholdsvis almen praksis og gennem kommunale sundhedstilbud. Data indsamles gennem interviews og deltagerobservation.

Udførende forsker: Julie Høgsgaard Andersen, antropolog og ph.d., Steno Diabetes Center Aarhus.

Innovation

Vi arbejder med en systemisk og samskabende tilgang til innovation. Det betyder, at vi ikke på forhånd har besluttet, hvilke løsninger der skal udvikles. I stedet tager vi udgangspunkt i målgruppens behov og inddrager de relevante aktører i udviklingen af nye løsninger.

Innovationsprocessen består af fire trin:

Problemidentifikation og forståelse

Vi undersøger borgernes hverdagsliv, behov og udfordringer med tidlig type 2-diabetes. Samtidig kortlægger vi eksisterende indsatser samt undersøger perspektiver fra de aktører, der spiller en rolle i borgernes hverdagsliv, behandling og støtte.

Afgrænsning og idéudvikling På baggrund af vores viden identificerer vi forskellige specifikke målgrupper og deres behov. Gennem workshops og co-creation med borgere, kommuner, almen praksis, civilsamfund og andre relevante aktører udvikler vi idéer til nye målrettede indsatser.
Udvikling og afprøvning De mest relevante idéer videreudvikles til konkrete prototyper, som afprøves i mindre skala. Vi arbejder iterativt, hvilket betyder, at løsningerne løbende justeres og forbedres på baggrund af erfaringer og feedback fra dem, der skal bruge og levere dem.
Implementering og evaluering De løsninger, der viser sig at være relevante og brugbare, implementeres hos en eller flere aktører eller direkte hos borgerne i målgruppen. Vi evaluerer løsningerne med fokus på, om de kan fungere i praksis, og hvilken værdi de skaber.

Formidling og status

Her formidler vi løbende nyheder, indsigter og status fra arbejdet i arbejdspakke 4.

Kontakt arbejdspakkeleder

  • Trine Laura Overgaard Hasle
  • Specialkonsulent
  • Steno Diabetes Center Aarhus
  • 📧 trhasl@rm.dk

Kontakt

  • Julie Højsgaard Andersen
  • Antropolog, ph.d.
  • Steno Diabetes Center Aarhus
  • 📧 julane@rm.dk

  • Sofie Riber
  • AC-fuldmægtig
  • Steno Diabetes Center Aarhus
  • 📧 sofalb@rm.dk

  • Marie Ørts Rahbæk
  • Forskningsassistent
  • Steno Diabetes Center Aarhus
  • 📧 marie.rahbaek@rm.dk